Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Den fulde motorvejsløsning for Rute 54 bliver realiseret!

Mandag i denne uge meldte regeringen ud, at man havde fundet de 70 millioner kroner ekstra, som betyder, at den fulde motorvejsløsning med 130 km/t, to spor plus nødspor hele vejen kan realiseres.

18. november 2025

Da vejdirektoratet for et par måneder siden offentliggjorde det opdaterede miljøgrundlag for vejen fremgik det, at det aftalte projekt var blevet dyrere, end den finansiering som forligspartierne aftalte i 2021. Det afstedkom en række spareforslag fra Vejdirektoratet. Men her mandag den 17/11 kunne trafikminister Thomas Danielsen så endelig melde følgende ud:

"Der er opstået en uvished for, om projektet vil blive gennemført som en fuld motorvejsløsning. Den tvivl vil jeg godt mane til jorden. Jeg ser frem til igangsættelsen af den fulde løsning, som vil gavne fremkommeligheden på Midt- og Sydsjælland." 

Med denne beslutning er første del af Den Sjællandske Tværmotorvej kommet godt fra start - nu skal vi i foreningen presse på for, at resten af projektet - Rute 22 fra Næstved via Slagelse til Kalundborg - får en lignende positiv skæbne. En realisering af det fulde projekt er afgørende for erhvervsudviklingen i Syd- og Vestsjælland!

Foreningen til Fremme af Den Sjællandske Tværmotorvej havde 4 anbefalinger med i sit høringssvar:

  • At Rute 54 udbygges med to spor hele vejen fra Næstved til Sydmotorvejen.
  • At vejens fulde bredde bevares, inkl. nødspor og rabatter, for at sikre trafiksikkerhed og fremtidig fleksibilitet.
  • At projektet tilpasses, så det understøtter Femern-forbindelsen, infrastrukturel udvikling og regional mobilitet.
  • At der ikke gennemføres besparelser, som kompromitterer vejens kapacitet, sikkerhed og fremtidssikring.

En reduceret rejsetid på Sjælland skaber øget vækst

Hver eneste dag kører mellem 8.000 og 15.000 billister på strækningerne – Næstved, Slagelse og Kalundborg. En reducering af ventetiden på strækningerne kan gøre Danmark 2 mia. rigere.