Lancering af rapport og analyser om den sjællandske tværmotorvej
Foreningen til Fremme af den Sjællandske Tværmotorvej og Region Sjælland invitere tirsdag 21. oktober til lancering på Christiansborg af en ny rapport og nye analyser om den sjællandske tværmotorvej og en ny retning for Sjællands infrastruktur.
Foreningen præsenterer en ny rapport, der samler de centrale argumenter for en tværgående motorvejsforbindelse fra Næstved til Kalundborg over Slagelse. Rapporten bygger på både data og virkelighedsnære cases fra borgere og virksomheder, der dagligt oplever konsekvenserne af områdets manglende tværgående infrastruktur.
Region Sjælland præsenterer samtidig to nye analyser:
- En samfundsøkonomisk analyse, der vurderer de bredere økonomiske effekter af tværmotorvejen.
- En borgernær analyse, der belyser de konkrete gevinster for pendling, erhvervsliv og livskvalitet i regionen.
Tværforbindelse giver sammenhængende infrastruktur
Både Region Sjælland og Foreningen til Fremme af den Sjællandske Tværmotorvej ser et stort potentiale for udviklingen af hele Sjælland ved en tværmotorvej, der kan binde Sjælland bedre sammen.
“Vi har brug for en mere sammenhængende infrastruktur på Sjælland – ikke kun for pendlerne, men også for erhvervslivet og den regionale udvikling. Rapporten viser, at en tværmotorvej ikke bare er ønskelig, men nødvendig,” siger Jens-Ole Larsen, formand for Foreningen til Fremme af den Sjællandske Tværmotorvej.
“De to analyser viser tydeligt, at en tværforbindelse vil give både økonomiske og sociale gevinster – og styrke hele regionens sammenhængskraft,” udtaler Christian Wedell-Neergaard, formand for Region Sjællands udvalg for regional udvikling.
Arrangementet samler aktører fra transportsektoren, erhvervslivet og beslutningstagere til en formiddag med præsentationer og debat om fremtidens infrastruktur.
Program
Kl. 10.00 | Velkomst ved Rasmus Horn Langhoff, Formand for Transportudvalget, Socialdemokratiet.
Kl. 10.10 | Præsentation af rapport fra Foreningen til Fremme af den Sjællandske Tværmotorvej v. formand, Jens-Ole Larsen.
Kl. 10.20 | Præsentation af analyser fra Region Sjælland v. Christian Wedell-Neergaard, formand for Region Sjællands udvalg for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde.
Kl. 10.30 | Gennemgang af væsentlige resultater og fund v. Kristian Kolstrup, Impact Economics
Kl. 11.15 | En tværmotorvejs betydning for Slagelse v. Slagelses borgmester, Knud Vincents
Kl. 11.25 | En tværmotorvejs betydning for Næstved v. Næstveds Borgmester, Carsten Rasmussen
Kl. 11.35 | Afrunding v. formand for Foreningen til Fremme af den Sjællandske Tværmotorvej, Jens-Ole Larsen
Kl. 11.45 | Mulighed for netværk og dialog
Praktiske oplysninger
Dato: 21. oktober 2025
Tid: 10.00 - 12.00
Sted: Proviantsalen, Christiansborg
En reduceret rejsetid på Sjælland skaber øget vækst
Hver eneste dag kører mellem 8.000 og 15.000 billister på strækningerne – Næstved, Slagelse og Kalundborg. En reducering af ventetiden på strækningerne kan gøre Danmark 2 mia. rigere.